Oprindelsesland: Afghanistan 1600-tallet Oprindelig anvendelse: Gazelle- og ulvejagt FCI nummer: 228 HISTORIE: Den Afghanske Mynde er urgammel. Den kan spores til det gamle Ægypten, måske endda til Babylon, men i hvert fald til fyrsterne i Afghanistan, hvor de stærke og hurtige hunde jagede, indhentede og dræbte al slags vildt. I dens hjemland er den stadig brugshund, men i Europa og Amerika er den i dag selskabshund. HELHEDSINDTRYK: Afghaneren er den mest opsigtsvækkende og særprægede af mynderne. Det mest karakteristiske er den store fejende pels, den lange hals, det aristokratiske hoved, (og holdning i det hele taget) samt den "krøllede" hale. Afghaneren bevæger sig yderst elegant. TEMPERAMENT: Det østerlandske eller orientalske udtryk er typisk for racen. Afghaneren ser på og igennem én. Værdig og reserveret, med et vist "look" af vildskab. Århundredes stolthed ligger i dens sind, den er egenrådig og reserveret overfor fremmede, men er samtidig følsom. Den er ikke modtagelig for "dressur" og hård opdragelse, men forstår man dens specielle psyke, og behandler den derefter, kan man få det dejligt sammen. Afghaneren er en udpræget familiehund på den måde, at den knytter sig til nogle få mennesker (familien), som den kan lide at have omkring sig.

Oprindelsesland: Rusland 1200-tallet Oprindelig anvendelse: Ulvejagt FCI nummer: 193 HISTORIE: Borzoiens oprindelse er uløseligt forbundet med russiske fyrster. Disse hunde var populære gaver og blev sendt til Storbritanien til den danskfødte prinsesse Alexandra i 1842, hvorefter de blev vist frem på Crufts første udstilling i 1891. HELHEDSINDTRYK OG TEMPERAMENT: Helhedsindtrykket af en Borzoi er domineret først og fremmest af dens imponerende størrelse, dens fyldige pels, skønheden i dens farver og balancen i dens proportioner, elegancen i dens bevægelser og dens harmoniske bygning, som tilsammen forlener den med en umiskendelig fornemhed. Den nedstammer sandsynligvis fra den urgamle, russiske mynde med en let blodforbindelse til mynderne fra Krim og Kaukasien. Temperamentet er i almindelighed karakteristisk ved den ro og reservation, hvormed hunden fører sig, og ved dens store selvsikkerhed og værdighed. På jagten er den hurtig og udholdende. I kamp er den en farlig modstander, for den er trods sin elegance en både stærk og modig hund. Den anvendes i USSR til parforcejagt og udmærker sig i denne funktion ved et meget skarpt syn, stor hurtighed - specielt på korte distancer - og sin skarphed over for vildtet. Helhedsindtryk og temperament er dens primære kvalifikationer. Helhedsindtrykket er det mest afgørende tegn på racens renhed og må aldrig tilsidesættes til fordel for forbedringer på andre punkter, uanset hvor vigtige de måtte være.

Oprindelsesland: Irland 100 f.Kr. Oprindelig anvendelse: Ulvejagt FCI nummer: 160 HISTORIE: Den irske ulvehunds oprindelse ligger mange århundreder tilbage i tiden idet den nedstammer fra en urgammel linie af kongelige hunde. Da ulven var udryddet i Irland i 1800-tallet, var denne race lige ved at gå tabt, men den blev reddet af en skotte, kaptajn George Graham. HELHEDSINDTRYK: Den irske ulvehund skal ikke være helt så tung eller massiv som en Grand Danois, men dog mere svært bygget end en Skotsk Hjortehund, som den bortset herfra bør minde om i hovedtræk. Den skal være meget stor og have en imponerende fremtræden. Meget muskuløs og kraftigt bygget, men samtidigt elegant, med en let og energisk bevægelse. Hoved og hals bæres højt. Halen bæres med en svag bue mod spidsen.